Ludvigsminde (Allégade 22) blev opført 1770 af landinspektør Johan Jørgen Berner. Berner havde i 1769 opkøbt to ældre gårde i Allégade, med tilsammen 90 tdr. land. Gårdene lå side om side syd for hjørneejendommen imod Gammel Kongevej. I den nordligste beliggende gård havde der – da Berner købte ejendommen i knap 30 år været traktørsted, hvor notable gæster blev beværtet, mens gården mod syd blandt and havde lagt hus til til den Dannebergske Klædefabrik. Berner samlede de to gårde til en ejendom og opførte to statelige gårde på grunden. De nye bygninger kom dels til at fungere som privat bolig for Berner og hans familie, og dels som udlejning for sommergæster fra København.

Ludvigsminde er en af de ældste bevarede gårde i Allégade, og den vidner om det liv, der blev levet på 1700-tallets Frederiksberg. Hvor bønder havde opført og beboet gårdene i Allégade i anden halvdel af 1600-tallet, flyttede der i 1700-tallet andre typer af mennesker – og nye erhverv – ind i Allégade, blandt andet håndværkere og slagtere. I løbet af 1700-tallet opstod desuden en række beværtningssteder i Allégade, hvor københavnske "landliggere" og ansatte ved slottet på Frederiksberg Bakke kunne få slukket tørsten

Johan Jørgen Berner døde i 1794, men hans enke blev boende på Ludvigsminde frem til 1802, hvor hun solgte gården til Peder Frantz Hunæus. Hunæus kom ud af en fremtrædende Frederiksberg-slægt, idet faderen var sognefoged. Hunæus havde tidligere været garnisonskirurg i Vestindien og praktiserede nu som læge på Frederiksberg. Siden 1782 havde han ejet en mindre gård lige over for slotshaven , men den solgte han for at få penge til at købe Ludvigsminde. Hunæus døde allerede i 1809, men havde kort forinden solgt gården til sukkerraffinadør Christian Frederik Fiedler. Fiedlers køb var ren spekulation, og han videresolgte hurtigt Ludvigsminde til artillerikaptajn, senere generalkommisær, Hans Frederik Uldall, der ved sin død i 1835 var en af Frederiksberg største grundejere. 1836 blev Berners gamle gård opkøbt af af jordbruger Jens Rasmussen, der i 1861 overdrog stedet til Svigersønnen Peter Nicolai Reeberg. Efter hans død i 1887 blev stedet videreført af hans to sønner, fra 1904 med Ludvig Ernst Reeberg som eneejer. Han oprettede "Brødrene Reebergs Legat" til støtte for fallerede godsejere. Legatet blev i 1913 ejer af gården og opkaldte den efter dens sidste ejer. Gårdens jord var da for længst solgt fra, lige som store dele af haven.